Forskere i hverdagshukommelse lægger stor vægt på den økologiske validitet – det er vigtigt det man finder hører til det virkelige liv og ikke kun findes i laboratoriet.

Neisser har fremlagt tre punkter der karakteriserer dagligdagshukommelse:

1. Det er betydningsfuldt/målbevidst

2. Det har personlig kvalitet. Det vil sige, at det bliver påvirket af individets personlighed og andre karakteristika.

3. Det er påvirket af situationelle krav (for eksempel: ønsket om at imponere ens publikum).

Folks beskrivelser af deres oplevelser og erfaringer er ofte påvirket af forskellige motivationsfaktorer. For eksempel vil man måske fremhæve sine succeser som større end de egentlig var for at øge sin selvtillid. 

Selvbiografisk hukommelse har noget tilfælles med vores episodiske hukommelse

Selvbiografisk hukommelse: Erindringer om hændelser i ens liv. Selvbiografiske erindringer relaterer til vores store mål i livet og vores kraftigste emotioner. Selvbiografisk hukommelse og viden tjener den funktion at definere vores identitet og forbinde ens personlige historie med  ”offentlige” historie. Selvbiorgrafiske hukommelse danner opfattelsen af hvem vi er.

Den episodiske hukommelse handler også om hændelser i vores liv, men indeholder bl.a. også en erindring om hvad vi fik til aftensmad i går, og sådanne erindringer vil ikke blive en del af den selvbiografiske hukommelse. 

Hukommelse over en livstid

Når man som gammel husker tilbage på sit liv er der nogle særlige ting forskere har bemærket:

Infantil amnesi: Der er absolut ingen erindringer fra de første 3 år af ens liv. De argumenterer for, at det er fordi man ikke har en ”sense of self” – et kognitivt selv, før man er  2-3 år og det er inden for denne ramme erindringer organiseres. (Spædbørn har jo hukommelse, da de kan fx genkende morens lugt, ansigt, stemme osv.). Det kan også have en indflydelse på hvad man ”husker” alt efter, hvor meget fx ens forældre har talt med en om den tidlige barndom i detaljer.

Reminiscene bump: Der er særligt mange erindringer fra årene mellem 15 og 25. Der argumenteres for at man husker bedre i starten af en stabil periode. Den stabile voksenperiode starter ved en 20 år, da man her danner sig sin voksenidentitet.

Retention function: Hvis man ser på minderne indenfor de sidste 20 år vil de der er sket for nyligt være nemmere at genkalde end nogle af de gamle minder. 

Self-memory system

Conwell og Pleydell-pearce har foreslået en teori omkring selvbiografisk hukommelse.

Ifølge denne teori har vi en selvbiografisk videns base (SVB) og vores nuværende mål i et working self (WS).

Den selvbiografiske videns base har lag af selvbiografisk viden der rangere fra det abstrakte til det meget detaljerede enkeltbegivenheder. Man deler det i 3 lag:

Lifetime periods: Den periode man boede sammen med én, ens gymnasietid osv. Man husker tematiske ting, der repræsentere den periode.

Generel events: Her inkluderes gentagne hændelser (at gå til fodbold hver torsdag) og enkeltstående tilfælde (en rejse til Australien). Disse hændelser relaterer ofte til hinanden og til en særlig lifetime periode.

Event-specific: Indeholder billeder, følelser og andre detaljer der relaterer til en hændelse. Her er også et tidsperspektiv fra sekunder til timer. 

WS består af de nuværende mål og prøver derfor at minimere afstanden mellem de mål man har og hvordan verden ser ud. Dette er ikke nødvendigvis en bevidst process. Det er WS der hjælper til at bestemme hvilke selvbiografiske minder vi fremkalder. Desuden afgør målene i WS hvilke typer minder der arkivers i den SVB – derfor er disse minder ofte relateret til succes eller fiasko i forbindelse med opfyldelse af et mål. 

Der er forskellige måder man genkalder sig erindringer på:

Den generative genkaldelse: Erindringer er aktivt og intentionelt konstrueret i en interaktion mellem WS og SVB. Ifølge teorien sker disse processer der har med WS at gøre i frontal cortex. SVB processerne (mere abstrakt viden) sker i de frontale og anterior temporale regioner (Malene tænker: hippocampus).

Den direkte genkaldelse: Når selvbiografiske erindringer er formet uden WS, og man oplever det som om de kommer i tanke om dem spontant. Ifølge teorien sker dette ved at man får et særligt cue der får aktivering til at sprede sig fra det specifikke selvbiografiske minde til minder der er associeret dertil. 

Bevis

Man har undersøgt især folk med retrograd amnesi og det viser sig at de har ikke mulighed for at huske specifikke hændelser, men de kan huske lifetime periods. Dette bekræfter at der er forskellige slags selvbiografisk hukommelse men foreslår også at event-specifik hukommelse er mere sårbar. Man har ved at teste forskellige personlighedstyper og deres erindringer fundet en bekræftelse af denne teoris antagelse om at selvbiografiske erindringer er af stor betydning for selvet, og at genkaldelse af erindringer influeres af WS.

Det at folk genfortæller minder forskelligt fra hver gang bekræfter generative genkaldelse, for ellers ville der være høj konsistens mellem hver genkaldelse.

I forhold til deres antagelser om at WS ”sidder i” frontal lappen (i venstre side) og den selvbiografiske videns base, som et netværk i de temporale regioner og i occipitallappen (i højre side) bekræftes af PET og EEG studier. 

Self-reference effect

Man husker bedre informationer der har med én selv at gøre, da de særligt er i ens egen interesse. Man mener at grunden til at man har faste erindringer om sig selv er fordi vi har et selvskema – en organiseret langtidsvarende hukommelses struktur omkring en selv og verden.  

Flashbulbmemories: vigtige dramatiske og overraskende offentlige eller personlige hændelser (fx 11 september). Flashbulbmenmories inkluderer ofte følgende informationskategorier: – en informant, der informerede om hændelse, det sted hvor nyheden om hændelsen blev hørt, hændelsen selv, personens egen emotionelle tilstand, andres følelsesmæssige tilstand samt de konsekvenser hændelsen havde for personen selv.

Flashbulbmemories huskes måske tydeligt fordi de bliver øvet/genhørt ofte 

Men spørgsmålet er om disse erindringer som man husker særligt tydeligt, om de er underlagt andre regler end de almindelige erindringer som falmer eller glemmes? 

Flasbulbmemories glemmes på samme måde som almindelige eridringer, men jo mere personlig og emotionel effekt det har haft på os, jo bedre huskes det.

Winningham et al. har argumenteret for, at det er sandsynligt, at individers erindringer om dramatiske hændelser ændres over de første få dage efter hændelsen (således at det korrekte minde ikke opnås, når de forsøger at huske det) på grund af to ting: Dels på grund af forglemmelsesprocessen, og dels på grund af at folk ofte lærer mere om dramatiske hændelser efter de er sket. (Malene tænker: Er det noget med at negative erindringer har noget med Amygdala at gøre…)

Det rigtige spørgmål er altså ikke hvorfor flashbulbmemories er så præcise så længe, men nærmere hvorfor folk er så sikre på det de husker er korrekt. 

Øjenvidner

Det viser sig at øjenvidner tager fejl. Ofte skyldes det top-down processer – altså det man kunne forvente at se er det der ses. Dette kaldes misledende pre-event information. Desuden er de ofte en overdreven våben-fokusering i et øjenvidne udsagn, der gør det er primært våbenet de husker.

Det viser sig også at øjenvidneudsagn er meget skrøbelige overfor bekræftelser der sker efter hændelsen. Fx hvis man spørger om hastigheden på bilen der bumpede ind i den parkerede bil så husker de hastigheden langt mindre end hvis man spørger om de så bilen der smadrede ind i den parkerede bil. Vidner bliver altså påvirket af misledende post-event information.

Loftus argumenterer for at det er den nye ”viden” der overskriver eller ødelægger de første formede hukommelse. Hun ændrede dog senere dette til en mindre markant holdning: misinformation acceptance, hvor man acceptere de usande informationer og inkorporere dem i sin erindring.

Selvom øjenvidner ofte er meget sikre på det de husker (Malene: man kunne måske sammenligne med flashbulbmemories), så kan man se at de udsagn øjenvidner er meget sikre på, er oftere rigtige end dem de ikke er så sikre på. Der er altså, til en vis grad, en evne til at diskriminere i kvaliteten af de minder man har. 

Når man laver de såkaldte line-ups, hvor vidnet skal udpege gerningsmanden, viser det sig, i et forsøg af Valentine, at det kun er 40%, der identificerer den rigtige. Han konkluderer at det er fordi vi er rigtig dårlige til at genkende ukendte ansigter, især hvis det er fra en anden etnisk gruppe end vores egen.

Dunning og Perretta fandt ud af at hastigheden af udpegelsen var en god indikator. De som udpegede gerningsmanden inden for 10-12 sek, var rigtig 90% af gangene.

Man har udarbejdet det kognitive interview, der hjælper vidnet til at komme ind på konteksten og omgivelserne osv. for bedre at kunne huske episoden. 

Prospective memory:

Man fokusere ofte på retrospektiv hukommelse, da det handler om minder og fortiden. Men en stor del af dagligdagshukommelse er handlinger vi skal huske at udfører.

Time-based prospective memory: Noget man skal huske at gøre på et bestemt tidspunkt (fx kl.7).

Event-based prospective memory: Noget man skal huske at gøre under rette omstændigheder.

Ifølge Baddely:

Retrospective memory handler ofte om hvad vi ved om noget bestemt (det vi har lagret). Prospective hukommelse handler om hvornår man skal gøre et eller andet.

Forsøg har vist at folk har ca. 15 planer for en uge, 25% bliver ikke udført pga. omstrukturering, kun 3% glemmes.

Motivation er en vigtig faktor for hvorvidt prospective memories bliver ført ud i livet. Man lavede forsøg med folk der skulle sende et postkort om ugen. De som fik en betaling for det huskede det meget bedre.  (Der er noget hvor de laver et lille forsøg med prospective memory og arbejdshukommelsen, men ved ikke helt hvor relevant det var…)