37. Langtidshukommelse med udgangspunkt i episodisk og semantisk hukommelse.

Eysenck, W. M. & Keane, T. M. (2005): Cognitive Psychology: A Student’s Hand-book (5. udg.) Kap 7. Hove (UK): Psychology Press.

Tulving, E. (2002): Episodic memory: from mind to brain. Annual Review of Psychology, 53: 1 25.

Langtidshukommelsen menes at består af fire større hukommelsessystemer semantisk- og episodisk hukommelse, det perceptuelle repræsentationssytem og procedural hukommelse. Et hukommelsessystem, behandler information, der falder indenfor dets domæne, og der skal være en tydelig adskillelse fra de øvrige systemer. Evidens stammer hovedsagligt fra hjerneskadede amnesipatienter.  

Deklarativ hukommelse (eksplicit):

Understøtter eksplicit genkaldelse af begivenheder og fakta og afhænger af den mediale temporallap og diencephaliske strukturer. Tulving mener at deklarativ hukommelse kan opdeles i episodisk og semantisk hukommelse.

(ikke alle forskerer er mener at disse hukommelsessystemer er fuldstændigt uafhængige af hinanden! dette mener dog Schacter & Tulving) 

Episodisk hukommelse (selvbiografisk):

Opbevaring og genkaldelse af specifikke episoder og begivenheder der er sket på et særligt sted og på en bestemt tid. En slags subjektiv viden/opmærksomhed der kan genkalde særlige episoder i vores fortid. Opbevares hele livet. 

Semantisk hukommelse:

Indeholder information om vores viden om verden. Herunder ord og symboler, disses mening og referencer. Regler, formler og algoritmer til at manipulerer disse symboler, koncepter og relationer. En slags objektiv viden om ting vi ved. Opbevares i begrænset omfang.  

Fænomenet kategori-specifik mangel

JBR: svær ved at nævne levende ting, men let ved at nævne ikke-levende ting. (omvendt har en anden patient EW let ved at nævne dyr, men svært ved at nævne ikke-dyr.) D 

Damasio undersøgte dette fænomen, og fandt at vi bruger forskellige hjerneområder til at identificere forskellige ting. PET scaninger viste at vi bruger venstre hjerneområde (temporallap) til at identificere person-ord og venstre inferiortemporallap for dyre-ord og venstre postereolaterallap for værktøj-ord. Dette har dog vist sig at variere meget hos raske. Dog var der en tendens til at ting fremstillet af mennesker aktivere et område i den venstre posteriori mellem temporale gyrus, i forhold til naturligt forekomne ting (evolution). (Nogen mennesker kan kun nævne dyr og ingen ikke-dyr)

De næste teorier forklarer dette: 

Teoretisk forklaring:

1. Sanse-funktionel teori: Farah&McClelland: den har følgende antagelser; levende ting identificeres på baggrund af deres visuelle/perceptuelle egenskaber (ud fra deres udseende), ikke-levende ting identificeres udfra deres funktion (hvad kan det bruges til) og der er tre gange på mange visuelle enheder som der er funktionelle i den semantiske hukommelse. De lavede en computermodel, og når de lavede skader der underbyggede deres hypotese. Svagheden, består der i at de antog nogle generelle mangler, mens virkeligheden er den at folk har meget specifikke mangler.

Så hvis ens semantiske hukommelse er skadet har man sværere ved at identificere levende ting, som identificeres via perceptuelle egenskaber. Computermodel understøtter hypotesen, men den var for generel til at forklarer de meget specifikke mangler man ser i virkeligheden. Det er uklart hvad funktionelle egenskaber indebærer og der er mange egenskaber der hverken er visuelle eller funktionelle. 

2. Den domæne-specifikke videns hypotese: Shelton&Caramazza: der hævder at viden er organiseret i kategorier der reflekterer evolutionære forskelle i den semantiske hukommelse. (Hvad der er særlig vigtigt for vores overlevelse) de foreslår at der er specialiserede neurale mekanismer til genkaldelse og forståelse af særlige kategorier. Eksempelvis er dyr og planter særlig vigtige for vores overlevelsesevne –de vil være nemmere at identificerer.  

Ingen af teorierne er tilstrækkeligt tilfredstillende men EK forslår at en forklaring på fænomenet ’kategori-specifikke mangler’, muligvis skal findes i en hierarkisk opbygget syntese af de to teorier.  

Diskussion:

Den episodiske hukommelse er udsprunget af den semantiske, og de to deler derfor mange elementer, dog har den episodiske også elementer som den semantiske ikke har. Mange amnesipatienter har problemer med hele den deklarative hukommelse, og har derfor svært ved at tilegne sig ny episodisk og semantisk hukommelse – anterograde deklarasiv amnesi. (skader i hippocampus og fornix) dog er der patienter der som KC har sværer ved episodisk hukommelse, og lidt lettere ved semantisk. 

Studie af tre patienter med skader før fireårs alderen, havde dårlig episodisk men næsten normal semantisk hukommelse. (ref model?) dette menes at kunne forklares udfra at de to typer hukommelse afhænger af forskellige hjerneområde, og at begge disse i lang de fleste tilfælde, begge er skadede, undtagen hos enkelte patienter som PS der i nogen grad kunne lære ny semantisk hukommelse (subkortikal hippocampale områder).  

Dobbelt dissociationen mellem episodisk og semantisk hukommelse er dog noget vag! De to typer hukommelse arbejder også tæt sammen og PET studier viser også aktivitet i overlappende områder, ved opgaver der involvere af begge typer – man bruger altså ofte begge dele samtidig.

Man kan næsten ikke fortælle en historie uden man trækker på begge typer af viden. 

Infantil amnesi: sent udviklet episodisk hukommelse (fordi man ikke har udviklet nogen sense of self – theory of mind).

Desuden er episodisk hukommelse mere følsomt overfor neurale skader.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s