Processeringsniveauer handler om at de processer der sker under indlæringen har en meget stor indflydelse på langtidshukommelsen. 

Man lavede en test hvor testpersonerne blev inddelt i 5 forskellige grupper. De fik en ordliste hver og de skulle enten tælle hvor mange gange bogstavet e forekom, eller rate det efter hvor behageligt eller ubehageligt ordet var, eller hvor ofte ordet forekommer i det engelske sprog. Man lavede forsøget både med folk der fik af vide deres hukommelse ville blive testet, men også med folk der ikke var klar over dette. Man lavede også forsøget med en ordliste hvor ordene var associerede til hinanden og et forsøg hvor de ikke gjorde det.

De som havde en semantisk opgave  huskede 51% flere ord end de som havde en ikke-semantisk opgave. Og hvis ordene på ordlisten var associerede huskede man 83% flere. MEN det mest underlige forsøget viste var at der ikke var forskel på de der havde fået af vide det var en hukommelsestest (og dermed indlærte intentionelt) og de som bare troede det var en opgave (og indlærte tilfældigt). Det var altså opgavens natur der afgør hvor meget man husker. 

Levels-of-processing theory:

Der er forskellige niveauer af processering som går fra en fysisk analyse af en stimulus (fx finde specifikke bogstaver i et ord) til en dyb eller semantisk analyse. De definere dyb som en meningsfuldhed, som man får fra den pågældende stimulus. Man får ikke meningsfuldhed ud fra hvor mange analyser man udfører på den stimulus (tælle bogstaver osv.).

Man har to antagelser:

1) Dybden af processeringen af en stimulus har en store effekt på hvor nem den er at huske/ memorability (jo dybere processering jo nemmere er stimulus’ at huske).

2) Dybe niveauer af analyse producerer mere komplicerede, længerevarende og stærkere hukommelsesspor end de overfladiske niveauer af analyse. 

Man skelner mellem maintenance rehearsal: Man gentager det som tidligere er analyseret og elaborative rehearsal: En dybere og mere semantisk analyse af det lærte materiale. Øvelse (rehearsal) styrker altid langtidshukommelsen, men elaborative rehearsal gør det endnu mere end maintaenance rehearsal.

Elaboration

Langtidshukommelsen afhænger af hvilken slags ”udarbejdet øvelse” (elaboration) der bliver benyttet samt mængden af den. 

Distinctiveness

Eysenck argumenterede for at adskilte og unikke hukommelsesspor er nemmere er genkaldt end de som minder om andre hukommelsesspor. Som eksempel viste et af hans testresultater at ord i en ikke-sematisk og adskilt kontekst blev langt bedre opdaget end de der var ikke-sematiske og sammenhængende i deres kontekst. Man husker fx ord bedre hvis de udtales anderledes end de plejer (fx når comb som på engelsk udtales med stumt b, udtales som det staves). 

Craik og Lockhart påpeger at hukommelsesspor kan opfattes som optagelser af analyser udført under perceptionen. Resultatet er, at de hjerneområder som er involveret i perception og lagring af informationen bliver genaktiveret når hukommelsen er testet. Ex: Deltagere lærte visuelt præsenterede ord kombineret med lyd. Bagefter skulle de huske de visuelle billeder, men blev ikke bedt om at huske nogen auditiv information. Alligevel var der forøget hjerneaktivitet i auditive områder af temporal-lappen. 

Fordele ved teorien

• Processen under læring har en stor indflydelse på hvor meget vi senere lagre i vores langtidshukommelse.
• Udarbejdningen (elaboration) og adskillelsesprocesser vurderes ligeledes som vigtige faktorer.

Ulemper ved teorien

• et er svært at afgøre det procesniveau som forsøgspersoner befinder sig på når de løser opgaver.

• Teorien kan ikke forklare hvorfor der generelt ikke er nogen forskel på intentionel (intentional) og tilfældig indlæring (incidental), eller hvorfor man bedre husker ord der giver positiv respons i en orienteringsopgave, end negativ respons.
• Morris og Bransford har argumenteret for at man kun husker det der har relevans for en given hukommelsestest. Fx. er semantisk lagring af information irrelevant hvis en hukommelsestest tester personer i at få ord til at rime. Det vigtige i denne test er således den overfladiske information i form af rim. Desuden    
• Teorien beskriver snare end forklare, fx. forklarede Craik og Lockhart ikke hvorfor ”deep processing” er så effektiv. 

Level-of-processing theory update

Lockhart og Craik har opdateret ”level-of-processing –teorien” på tre afgørende måder:

1. Accepterede Morris et al.’s teori om at det man husker er det der har relevans for en given test (the transfer-appropriate). Transfer appropriate teorien forudsiger at hukommelse performance afhænger af interaktion mellem den processering der sker ved indkodning og den der sker ved genkaldelse. Der er høj transfer approproateness når semantisk processering følges op af en genkendelsestest og når rime processering opfølges med en rimetest. Hukommelsesperformance var dog størst for den semantiske test, som forudsagt af levels-of-processesing teorien.
2. Accepterede at deres tidligere antagelse om, at overfladiske processer altid fører til hurtig forglemmelse ikke var korrekt.
3. Accepterede at processen ikke altid går fra overfladiske sanseniveauer til dybere sematiske niveauer, men at en tilfredsstillende teori består af komplekse interaktioner ml. Top-down og bottom-up processer, og at processer på forskellige niveauer vil være midlertidig parallelle og delvist overlappende.    

Perspektivering:

Her tales der om en overgang fra STM til LTM som i en hierarkisk model (ved gentagelse). At korttidshukommelsen er indgangen til langtidshukommelsen. 

VLTM: kan man huske ord og billede bedre fordi de er semantisk processerede (og de tal og polygoner der ligner noget?)

Method of loci: en måde at huske noget, man forbinder til noget meningsfyldt