Der er 3 processer i hukommelsen: Encoding (hvor man præsenteres for materialet man skal lærer), storage (noget af det indkodede materiale huskes) og Retrieval/genkaldelse (hvor det man har opbevaret genkaldes).

Multimodellen: Der er mange typer ”stores” (fx iconic, echonic, sensory, kth, ltm)

Den serielle forestilling om hukommelse går ud på at der er en sensory store, hvor der er adgang til al sanseinformation, men det meste er man ikke bevidste om. Når der er noget man bliver opmærksom på kommer det over i korttidshukommelsen.

Korttidshukommelsen er kendetegnet ved begrænset kapacitet og at det har en skrøbelig opbevaring, så det man holder i korttidshukommelsen forsvinder let ved forstyrrelser. Korttidshukommelsens kapacitet, afprøves bl.a. i forsøget free recall. Når man øver noget eller gentager det tilstrækkeligt, så kommer det over i langtidshukommelsen.

Primacy effekten understøtter ideen om den serielle model fordi man har nået at gentage ordene flere gange og de er dermed i langtidshukommelsen.

Recency effect er den effect i fx free recall, hvor man skal huske en række ord, der læses op, hvor man husker de sidste ord i rækken bedst, fordi de stadig holdes i korttidshukommelsen.  

En kritik af at hukommelsen skulle have sådan en seriel opbygning er, at nogle patienter har en skade i den ene del af systemet, uden det påvirker de andre dele. Det er ikke ofte det ses, men der er en patient KF, som har en meget forringet korttidshukommelse, men en intakt langtidshukommelse. Men man må overveje at konsekvensen ved den serielle model er at der ikke kan komme noget ind i langtidshukommelsen som ikke er blevet gentaget tilstrækkeligt i korttidshukommelsen. Derfor kan man undre sig over at KF’s langtidshukommelse fungere normalt, når korttidshukommelsen er porten til langtidshukommelsen. 

Der er også patienter med de omvendte problemer. HM havde nemlig en intakt kortttidshukommelse og var ikke i stand til at forme ny langtidshukommelse. Da der er en dobbeldisociation, kan man se det som et udtryk for at STM og LTM er to forskellige systemer. 

Standardmodellen kan til dels redde de problemer den serielle model er kommet i, fordi man mener at den serielle model er for rigid og korttidshukommelse og langtidshukommelse interagerer mere. 

I standardmodellen er den information, som er i korttidshukommelsen i et stadie, hvor det er aktiveret. Via kognitiv processering kan permanent information (i langtidshukommelsen) aktiveres i korttidshukommelsen, så korttidshukommelsen bliver der hvor aktiveret information samles, men det er stadig skrøbeligt og vi nedbrydes ved manglende gentagelse (rehearsal). Fx kan det som kommer ind i sensory store vække minder i langtidshukommelsen uden at gå gennem korttidshukommelsen først. Hvis standardmodellen passer skulle korttidshukommelsen være bedre for ord der kan gentages (rehearses) hurtigt end ord er tager længere tid at gentage, fordi man derved holder ordet aktivt og derfor nedbrydes det ikke. Dette viser Baddely i sine forsøg.

Men der var nogle der lavede forsøg med tostavelsesord, der varierede i deres udtales tidslængde og der viste der sig ingen forskel. Forskellige forsøg viste altså forskellige resultater.

Desuden mener tilhængerne af standardmodellen, at ting forsvinder fra korttidshukommelsen via nedbrydelse (decay), men man tager ikke højde for interferens, som også har vist sig at være en vigtig faktor i glemsel. 

Chunking: Der er som sagt begrænset kapacitet i korttidshukommelsen (kapaciteten varierer dog mellem individer). George Miller viste at man ca. kan huske 7 enheder i korttidshukommelsen, hvad enten det var tal, bogstaver eller ord. Chunk er en enhed skabt af stykker af information. Hvis nu man skal huske ordet cerebellum kan man se det som 10 bogstaver man skal huske – og dermed er korttidshukommelses kapacitet fuld og man vil have svært ved at huske alle. Chunker man det til ordet cerebellum, vil dette nu kun være én enhed og dermed vil der være plads til 8 enheder mere. Når man så genkalder kan man unchunke – dvs man kan dele enheden op i bidder af information igen. Den menneskelige hukommelse har altså mulighed  for at kode information i pakker, som håndteres inden for korttidshukommelsens begrænsninger. Det handler altså om at få flest mulige enheder til at samles i én meningsgivende enhed. 

I dag er man mere og mere gået væk fra den serielle forståelse af hukommelsen derfor må dette spørgsmål må helt klart referere til Working Memory, da det er alternativet til en seriel forståelse af hukommelsen og måden at se korttidshukommelse og langtidshukommelse som to separate systemer. 

Method of loci: En anden måde at huske på, hvor man relatere til fx en rute man har i LTM.