Eysenck, W. M. & Keane, T. M. (2005): Cognitive Psychology: A Student’s Hand-book (5. udg.) Kap 10+11. Hove (UK): Psychology Press.

The strong phonological model:

Frost argumenterer for at der fonologisk (lydlig) repræsentation er nødvendigt produkt når man skal processerer (læse) skrevne ord, selvom man ikke nødvendigvis skal sige ordet højt. Der er to antagelser i denne model: 1. fonologisk kodning sker helt automatisk også når det forringer performance. 2. Der sker en hurtig fonologisk kodning, når et ord præsenteres visuelt. Det er pga. Den fonologiske processering, at vi får Stroop effekten (fordi når man skal sige farven på ordet, processerer man automatisk det skrevne ord fonologisk). Dog har Frost svært ved at forklare fonologisk dysleksi, da de ikke kan processerer fonologisk, men alligevel kan læse ord de kender.  

Semantic priming effect:

Hvis man skal vurdere om en række af bogstaver danner et ord, så går det hurtigere hvis ordet forinden er relateret dertil. Fx skal man vurderer om doktor er et ord, går de stærkere, hvis ordet forinden var hospital, frem for butik. (Spreading activation model???) 

Word superiority effekten:

Man behøver ikke have genkendt hvert enkelt bogstav før ordet er processeret. Faktisk viser det sig at information omkring ordet kan hjælpe til identifikation af bogstaverne (hvis man viser et række af bogstaver meget hurtigt og FP skal vurdere på hvilken plads i rækken et bestemt bogstav var placeret, er det meget nemmere hvis rækken af bogstaver formede et ord).  

Interaction activation model:

Top-down og bottom-up processer sker samtidig i genkendelse af ord- det er altså en interaktiv proces. Word superiority er en top-down process, hvorimod bottom up processer sker via man starter ved features ved ordet og derved genkender bogstaver og via bogstavernes placering finder ordet. Modellen her ligger vægten på den visuelle information, men som sagt tidligere har det fonologiske også en betydning for ord-genkendelse.

Der blev dog kun anvendt ord med 4 bogstaver alle skrevet med stort, hvilket ikke minder så meget om hverdagslæsning. 

Dual route kaskade model:

Dual route har egentlig 3 ruter, men den skelner mellem den non-leksikalske rute (1), hvor bogstaver konverteres til lyd og den leksikalske rute (2 og 3). 

Rute 1: benytter grafem-fonem konvertering. Dette betyder at den mest anvendte fonem af et bestem grafem (fx sådan som y udtales i lys), anvendes på alle grafemer (hvilket giver problemer med udtalen af kys). Modellen giver os mulighed for at udtale ord vi ikke kender, ved at anvende de mest brugte grafemers udtale. Men til gengæld har hjerneskadede der kun bruger rute 1 problemer med at udtale uregelmæssige ord, hvilket forklarer hvorfor patienter med surface dysleksi, har vanskeligheder med at udtale uregelmæssige ord. MEN tests med surface dyslektikere viser at de ikke udtaler alle uregelmæssige ord forkert, hvilket betyder at de i en eller anden grad også bruger de andre ruter. 

Rute 2: En leksikalsk + semantisk rute.  (Ortografi er synonym for stavemåde, retstavning mm.). Rute 2 er repræsenterer tusinder af kendte ord i et ortografisk indput leksikon. Visual præsentering af et ord leder til aktivering af det ortografiske leksikon, derefter opnår ordet mening fra det semantiske system, og dets lyd generes fra det fonologiske output leksikon. Hvis man som hjerneskadet kun bruger rute 2 og ikke kan benytte grafem-fonem modellen, får man store vanskeligheder ved at udtale ord man ikke kender så godt og ikke-ord. Dette passer godt på fonologisk dysleksi, hvor patienten har problemer med at udtale ukendte og ikke-ord.  

Rute 3: Kun leksikalsk. Rute 3 har også adgang til ortogtafisk indput leksikon og fonologisk output leksikon, men ikke den semantiske del. Dette betyder at man ligesom i rute 2 har svært ved at læse ord man ikke kender eller ikke-ord, men i rute 3 forstår man heller ikke de ord man læser højt. 

Modellen har nogle svagheder: fx kan den slet ikke bruges til det japanske og kinesiske sprog, fordi der bruges enstavelses-ikke-ord og det kan ikke skrives på disse sprog. Derudover har den også 31 variabler, hvilket gør at de fleste datasæt kan indpasses. 

Deep dysleksi:

Her har man problemer især med at læse ord man ikke kender, ikke-ord og så har man en tendens til at bytte om på den semantiske mening, så man læser fx båd i stedet for skib. Patienter med deep dysleksi der genoptræner en nogle færdigheder ender ofte med at blive fonologisk dyslektikere (da det er en mildere version af deep dysleksi). Coleheart argumenterede for at deep dyslektikere ikke læser med en skadet version af det normale læsesystem (i venstre hjernehalvdel), men at de bruger højre hjernehalvdel. Et eksempel med patient NI der fik fjernet sin venster hemisfære, og læste på samme måde som deep dylektikere, understøtter denne hypotese.

Dog er der alligevel ikke mange der støtter denne hypotese, da deep dyslektikere læser meget bedre en split-brain patienter, der får ord præsenteret for den højre hjernehalvdel. Derudover har splitbrain patienter der bruger den højre hjernehalvdel en fordel ved konkrete ord frem for abstrakte, men denne forskel findes ikke hos deep dyslektikere.

Distributed connectionist approach:

Denne model arbejder kun med én rute og vil undgå at der er særlige mekanismer for udtalelse af ikke-ord og uregelmæssige ord. Den påstår af leksikalske og non-leksikalske processer interagere ved udtalelsen af et ord. Hvis der er konflikt mellem flere alternativer for hvordan ordet kan udtales, løses det samarbejde og konkurrence ved at se hvordan denne række af bogstaver passer til alle andre ord man kender og deres udtale. Det er altså en interaktiv model.

Dette betyder at udtalen af et ikke-ord influeres af konsistensen af udtale af alle andre ord der ligner det. Og at ofte forekommende ord har større indflydelse på udtale end ikke så ofte forekommende ord. 

Perspektivering: