Eysenck, W. M. & Keane, T. M. (2005): Cognitive Psychology: A Student’s Hand-book (5. udg.) Kap 2. Hove (UK), Psychology Press.

Gazzaniga, S. M, et. al. (2002). Cognitive Neuro-science. The Biology of the Mind (2. udg.) Kap 5.New York: Norton.

Det visuelle systems analyse af farve:

En af farvesansnings væsentligste egenskab er at genstand træder ud fra baggrunden. Farver hjælper os til at identificerer og diskriminere imellem forskellige objekter. (er frugten moden?)Farve har tre egenskaber: selve farven (hue), lyshed og mættethed. I retinaen er det cones (receptorerne) der er specialiserede for farvesyn. PET scaninger har vist at det er det visuelle cortex V4 der har med farveperception at gøre. fMRI har vist at også V1 og V2 er involveret. Cortikal akromatopsi, er patienter med skader i V4. De kan ikke perciperer farver, men godt form og bevægelse, hvilket henviser til specialiseringen af V4. MS er en patient med denne sygdom, han klarede sig dårlig når han skulle udpege en figur med en farve der gjorde at den skilte sig ud fra de øvrige figurer, dog kunne han finde ’skjulte figurer’ ved at diskriminerer farver og form. Man kan derfor sige at V4 afgjort er involveret, men at øvrige ting også spiller ind. (Desuden er V4 et ret stort område, så forskere mener den nok har med andet at gøre end farve) 

Young-Hemholtz teori:  cones indeholder lysfølsomme photopigment. Der er tre forskellige slags cones som differentiere lysets variende bølgelængder (trichromacy). En slags til hhv. korte der opfattes som blå, mellem der opfattes som gul-grønlige og lange der opfattes som orange-rød. Vi ser andre farver, fordi vi modtager forskellige længder bølger på samme tid, så forskellige cones er aktive på samme tid, er alle tre aktive, opfatter vi fx hvid. Senere har det vist sig at hver type cone modtager forskellige bølgelænder, man kan derfor ikke skelne så skarpt. Der er 4 mill ’lange’ cones, 2 mill ’mellem’ og 1 mill ’korte’. Der er individuelle forskelle i fordellingen af de tre slags cones. Denne teori kan ikke forklarer fænoment negative efterbilleder. 

Opponent-process teori: Ewald Herings hovedantagelse er at der er tre typer af opponent processer i det visuelle system. En proces der producerer perceptionen af grøn når den respondere på en måde og rød når den responderer på en anden måde. Tilsvarende findes en blå/gul og en sort/hvid. I følge denne teori er det umuligt at fx se blå og gul sammen. Dette blev underbygget i 1994. Både farveblindhed og negative efter billeder kan forklares af denne teori, hvis der kigges længe på en farve fx rød, produceres der en ekstrem aktivitet i en opponente proces, så når opmærksomheden rettes mod en hvid væg flyttes opponentprocessen til dens anden ekstrem og derved ser man et grønt efterbillede. 

To-stadier teorien: af Sekuler & Blaker. En syntese af de to foregående. Signaler fra de tre forskellige slags cones sendes til opponent celler (figur 2.11). der er tre kanaler; en sort/hvid der kombinere aktivitet i mellem og lange cones (L+M), en blå/gul der kombinere differencen mellem (medium og lange) og korte (L+M-S) og sidst en rød/grøn der kombinerer forskellen mellem aktivitet i mellem og lange (L+S-M?). 

Farve konstanthed: det faktum at vi oplever hele blusen som rød på trods af at forskelligt lys indfald, faktisk får den til at få forskellige nuancer, vidner om at der er andet og mere på spil i vores farveperception end bølgelængder. Dette kan forklares ved at vi har en forventning (top-down) om hvilken farve fx postkasser har  og ude fra kromatisk tilpasning.  

Kromatisk tilpasning: det faktum at vores følsomhed for lys af en given farve mindskes over tid. Ude fra ser lyset i stuen meget gult ud, men når man er i det, lægger man ikke mærke til gulheden.  

Det visuelle systems analyse af form:

Både V3, V4 og IT (inferiortemporal cortex) er involveret i processeringen af former. Abeforsøg har vist at opfattelsen af komplekse objekt egenskaber er hyppigts i anterior IT, mens celler der responderer intermediate kompleksitet, forekommer hyppigs i posterior IT og V4. Bedstemor celler i IT, gør os i stand til at genkende kendte ansigter fx vores bedstemor. Der er ikke rapporteret tilfælde hvor nogle har mistet deres form-perceptionsevner, dette skyldes formentlig at skaden i det tilfælde ville være så omfattende at den ville forårsage total blindhed.  

Det visuelle systems analyse af dybde og størrelse:

Hvordan bliver det to-dimentionelle billede på retina til en tre-dimentione perception af verden? Man taler om den absolutte distance – distancen mellem observatøren og objektet og den relative distance – distancen mellem to objekter. I virkeligheden foretages vurderinger af afstande og dybder i bevægelse, men her overvejes det statisk. Cues som fortæller os om dybde kan inddeles i monoculære (et øje nødvendigt) – fx. Alle tricks en maler bruger for at skabe dybde i sit værk, binoculære(to øjne nødvendige) – konvergens (øjet drejes indad for at fokuserer på et nært objekt), accomodation (linsen i øjet fortykkes men man skal se tæt på) og stereopsis (forskellen mellem projektionen på retina i de to øjne) og oculoculære(tre øjne nødvendige – ej: kineæstetisk afhænger af sammenstrækninger i øjenmuskelulaturen.  

Der findes binoculære neuroner i retina der modtager input fra begge øjne, og responderer maksimalt når disse signaler stemmer over ens. Disse kan bruges til at beregne retinale forskelle eller mangler.  

Integrering af cue information: Bruno&Cutting foreslår at vi benytter en af tre stategier når vi modtager forskellige cues; enten lægges cues’ne sammen, ellers benyttes et cue og de øvrige ignoreres eller der benyttes information fra en interaktion af cues.  

Størrelses konstanthed: tendensen til at noget vokser i størrelse på din retina, men du vedbliver med at opleve det som samme størrelse, fx når en person nærmer sig, dig. Her har ens viden og forventninger igen en stor betydning (top-down).  

Størrelse-distance invarians hypotesen, siger at er er et proportionelt forhold mellem størrelsen på retina og den perciperede størrelse proportionel med distancen – dette gælder dog bedst for ukendte objekter. (Proportionelt strørrelsesforhold mellem størrelsen som objektet har på retina, og afstanden til objektet – det er en størrelsesguide, hvor man kan vurderer objekters størrelse på afstand). 

The Ames room: her vil størrelseskonstantheden ikke gøre sig gældende fordi den perciperede distance til et objekt er meget forskellig fra faktiske distance (figur 2.15). Drengen ser meget mindre ud, når han går over i det andet hjørne,  fordi øjet snydes. 

Det visuelle systems analyse af bevægelse:

V5 også kaldet MT (medialtemporal) området er involveret i bevægelses perception. Anderson et al. Foretog MEG og MRI undersøgelser der målte hjerneaktiviteten mens Fp blev udsat for perception af bevægelse. Patienter der lider af akinetopsia, perciperer stationære objekter normalt, mens objekter i bevægelse bliver usynlige. LM led af akinetopsia, pga. en bilateral skade i V5 området (kunne ikke hælde op i en kop, folk læber bevægede sig ikke når de talte mm). Beckers&Zeki skabte en midlertidig skade i V5 vha. transcranial magnetisk stimulering – dette forårsagdede akinetopsia. MST(medial superior temporal) er endnu et område der er involveret i bevægelsesperception. RR er en patient med skade i MST, klarede sig fint i de fleste test, men stødte ofte ind i ting, især i ting i bevægelse. V2 må også være involveret, fordi en ældre mand med en lille skade her havde svært ved forskellige bevægelsesopgaver. Endvidere er der noget (fMRI) der tyder på at der er  flere områder aktive hos mennesker end hos aber, når de udsættes for samme bevægelses stimuli (nemlig område V3A).