Coltheart, M., Cognitive neuropsychology. In: Pashler, H. (Series Ed.) and Wixted, J. (Vol. Ed.), Stevens’ Handbook of Experimental Psychology. Vol. 4. Methodology in Experimental Psychology. Third Edition. New York: Wiley, 2003, pp. 139-174.

Gazzaniga, S. M, et. al. (2002). Cognitive Neuro-science. The Biology of the Mind (2. udg.) Kap 4.New York: Norton.

Ved at undersøge dysfunktionel adfærd hos mennesker, kan man også belyse hvilke komponenter der er underliggende for normal kognitiv adfærd. Hvis man skades i et bestemt hjerneområde, skades ens evne til at udføre en bestemt opgave. Derfor må dette bestemte hjerneområde bidrage til den processering der kræves, for udførelsen af denne opgave. Det er dog mere komplekst end som så, fordi en kundskab, som fx at læse, dækker over mange specifikke operationer, og det er funktionen af disse specifikke operationer man i kognitionspsykologi er interesseret i at afdække. Derfor gælder det om at indsnævre hvilken del af en opgave der er skadet, og hvorvidt denne opgave underlægger en mere generelt forstyrrelse, før man kan skabe kausale relationer mellem hjerneområder og deres funktioner.

Der findes enkelt- og dobbelt dissociationer. De bruges til at danne funktionelle modeller for mentale og neurale processer.

Enkelt-dissociationer:

Ved enkelt-dissociation testes to grupper (en patientgruppe og en kontrolgruppe) på to opgaver. Hvis der er en enkelt dissociation, vil der være en forskel mellem grupperne på kun den ene opgave.

Fx kunne man have en ide om at der er et hukommelsesaspekt der vedrører hvornår vi har lært noget, og at der er et andet hukommelsesaspekt der vedrører fortroligheden vi har med denne information. Man har en hypotese om at fortrolighed er associeret med temporallappen. For at teste at disse to aspekter er separate, kunne man undersøge patienter temporale skader og give dem to hukommelsestests, en for hvert aspekt. For at have noget at sammenligne disse resultater med, har man en kontolgruppe, der udfører samme tests. Der er en enkelt dissociation hvis temporalpatienterne scorer lavere på testen vedrørende fortrolighed, og kontrolpatienterne scorer højere, samtidig med at de scorer det samme i testen vedr. hvornår man har lært.

Via enkelt-dissociationer har man bl.a. konkluderet at Brocas patienter har intakt sprogforståelse, men ikke kan tale flydende. Patienter med skader i hippocampus kan ikke generere langtidshukommelse, men har intakt korttidshukommelse.

Problemer med enkelt-dissociationer: Man kan ikke altid antage at de to opgaver er lige følsomme hos kontrol og eksperimentel gruppen. Forskellene mellem de to grupper kan således være udtryk for andet end man tror. Fx kan en opgave kræve forøget koncentration, og hvis man i forbindelse med sin hjerneskade har fået denne svækket, vil ens resultat blive dårligere, uden at det er fordi man har et specifikt problem med hukommelse for fortrolighed. Enkelt-dissociationer kan dog stadig være til nytte og bruges som bevis!

Dobbelt-dissociationer: kommer uden om ovenstående problemer. Her er også minimun to grupper og to opgaver. Denne gang skal gruppe 1 vise svække på task X og gruppe 2 skal vise svækkelse på task Y. Man kan enten sammenligne disse to gruppers resultater eller inddrage en kontrolgruppe og sammenligne hver enkelt gruppes resultater med kontrollerne. Hvis der er dobbelt-dissociation, har man bevis for at man har med to forskellige modaliteter at gøre.

Sådanne forsøg udgør den største neurofysiologiske bevisbyrde for at patient(gruppe) har en skade i en bestemt kognitiv operation. Det ville ikke være fornuftigt at argumentere for at sådanne resultater blot er udtryk for forskellige sensitiviteter over for de to opgaver.

Logikken vedrørende dobbelt dissociation kan også bruges i andre settings, fx dyreeksperimenter og hos sunde individer. Man kan fx vise at der er tale om separate kognitive operationer, hvis én opgave påvirkes af en bestemt manipulation, mens en anden opgave påvirkes af en anden manipulation. Til det kan man måle hjerneaktiviteten og se på ændringer i denne. 

Eksempler på dissociationsanalyser:

Lateralitet: For at tjekke at de givne kognitive funktioner er lateraliseret bruger man dobbelt dissociations-metoden. Fx hvis man skades i venstre hemisfære, får man sprogproblemer, men hvis man skades samme sted i højre hemisfære, skades sprog ikke.

Der er dobbelt-dissociation mellem short-term og long-term memory. Amsnesi patienter har været til stor hjælp med forsøgene på at finde ud sammenhængen/eller ikke sammenhængen mellem LTM og STM. Mange amnesia patienter har forringet LTM, mens STM er intakt. Det er meget sjældent, at man sær det omvendte – hvor STM er forringet og LTM er intakt.

Ligeledes: deklarativ og non-deklarativ hukommelse.

I visuel perception skelner man mellem at vi har en what og en where pathway. What er en ventral pathway der gør at vi kan genkende objekter. Where er en dorsal pathway der gør at vi kan percipere visuo-spatial information. Dobbelt dissociationsanalyser underbygger dette: nogle patienter har intakt objektgenkendelse, men skadet visospatial information (fx bevægelse), og andre har det omvendte.

Objektgenkendelse: Man har lavet dobbelt-dissociationsanalyser på agnosipatienter for at se hvor mange moduler der er involveret i objektgenkendelse: to patienter der havde problemer med henholdsvis ansigter og objekter blev testet. Der var dobbelt-dissociation, hvilket underbygger at genkendelse af ansiger og genkendelse af objekter sker separat. Ansiger er særlige. (andre undersøgelser siger dog dette imod) 

Perspektivering

Teoretisk uddybning af de forskellige ting der er foretager dissociationsanalyser på: sprog, hukommelse, visuel perception.