s. 47 – 65: Fænomenologi og autonomi

Den humanistiske sundhedsforskning har med sin interesse for den enkelte og det unikke, en særlig forpligtelse til at analysere kontakt og kommunikation mellem patient og behandlere.

Kommunikationsforskning og compliance
Compliance bliver benyttet til at beskrive patientens sygdom og sundhedsadfærd med hensyn til, om det medicinske råd det følges (non-compliance = man følger ikke lægens råd, manglenede forståelse af lægen, men også af patienten). Der skal være en delt forståelse mellem patient og behandler, af hvad der er en god behandling.
Selvom der er blevet lave en masse undersøgelser, der skulle formindske compliance, så har dette medført at der er kommet nye betegnelser på nye variable – compliance opløser sig i nye variable (der er bl.a. ikke noget konkret og praktisk som personalet kunne handle ud efter).

Kampen for forbedret kommunikation
Man kan tale om, at der er bliver ført en argumentation på to planer, når man taler kommunikation. De forskellige behandlere kan inddeles efter instrumentel (den rationelle og teknovidenskabeligt begrundede) eller affektiv (ideologisk og fagstrategisk ) orienteret.  Den instrumentelle er kritisk for at udvide sit fagområde, og orienterer sig indenfor naturvidenskabelig rationalitet. Den affektive er interesseret i at supplere sin komplementere med viden fra tilgrænsende humanistiske fagområder som f.eks. psykologi, filosofi og antropologi.

Værdisætning; den optimale konsultation
Der er en hyppigt ideologisk forestilling om, at der skal være overensstemmelse mellem patient og behandler i forhold til opfattelse af sygdommen, behandlingen og den enkeltes rolle i konsultationen. Dog viser antropologiske undersøgelser, at de to parter ikke behøver at forstå hinanden for at der kommer et godt behandlingsudbytte.

Patientoplevelsen; det fænomenologiske perspektiv
Dette perspektiv anerkender dobbeltheden af, at man på den ene side identificerer sig ubetinget med sin krop, man er “embodied”, og at man på den anden side er adskilt fra den, fordi den i nogen grad er uden for ens kontrol.

Autonomi; det filosofiske perspektiv
Man kan informere mennesker om deres sygdom og behandling, men i sidste ende er det dem selv som bestemmer om de vil tage imod, det er målet med et autonome menneske. Dette kan man forsøge at opnå ved at give mennesket tilstrækkeligt med information, så det kan træffe sit valg, men undersøgelser viser, at større mængder af information ikke nødvendigvis giver bedre refleksion.

“Den helbredende samtale”
I takt med at bl.a. penicillinen kom på markedet i slutningen af 30‘erne, så blev der også et øget fokus på den organiske diagnose, og den helbredende samtale forsvandt ud af billedet. Det er muligt, at mange af de mindre problemer, som patienter har i dag de kan tilskrives at der ikke længere ligges vægt på den helbredende samtale. Men det tyder på, at det er patienterne selv, som efterlyser en beskrivelse af de indre dæmoner, som værende ydre toksiner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s