Everitt, B. J. & Robbins, T. W. (2005). Neural systems of reinforcement for drug addiction: from actions to habits to compulsion

Everitt, B. J. & Robbins, T. W. (2005). Neural systems of reinforcement for drug addiction: from actions to habits to compulsion. Nature Neuroscience, 8, 1481-1489.

 

Abstract:

Diskuterer hvordan en person bliver afhængig af stoffer ud fra en hypotese om, at det involverer både klassisk- og instrumental betingnings-lærings-processer.

 

Artiklen argumenterer for følgende hypotese:

Fra belønning til vane til tvang er samtidig et skift i kontrollen over adfærden – repræsenterer en overgang på et neuralt niveau fra præfrontal cortex til striatum dvs. fra ventralt til dorsalt i striatum

 

Forstærkning, betingning og nukleus accumbens

Stoffer kan ses som instrumentelle forstærkere i betingningsprocessen, idet de øger sandsynligheden for, at brugeren får en respons, det gør at de kommer til at synes om stoffet, og dermed kommer til at selvadministrere det en anden gang. Miljøstimuli som er tæt relateret både i tid og i rum til at de positive virkninger ved stoffet, opnår fremspringende karakter gennem Pavlovs betingning. De betingede stimuli (de eksterne forhold, som kommer til at blive associeret med den gode følelse, der kommer med stof-bruget) får effekt gennem midthjernens dopamin neuroner.

 

Stoffer, såsom fx kokain forvrider også den sensoriske processering – stimuli virker rarere end de måske reelt er. Dopamin forstærker signaler – og giver affektiv overbevisning om, hvad der er ”virkeligt, sandt og vigtigt”.  Kokain overdriver altså den perceptuelle påvirkning fra miljø stimuli. En kombination af disse virkninger giver denne belønnende følelse fra stoffet.

à En kombination af sådanne gevinst effekter, og måske særligt forventningen om- og følelsen af kontrol over sådanne tilstande, herunder den generelle arousal, der følger med stofbrugen, konstituerer den instrumentelle forstærkning af stofrelateret adfærd, som indlæres gennem handling-resultat-læring. Selvadministrerende adfærd, herunder stof-søgende adfærd, involverer først og fremmest denne handling-resultat-læring, hvorefter yderligere ”træning” i dette leder til vanedannelse, som er med til at opretholde måderne at handle på.

 

I forhold til det neurale grundlag for dette, kan det fremhæves, at den betingede stimulus der præsenteres uventet, kan medføre dopaminfrigivelse i nucleus accumbens kerne – men ikke i skal-regionen.

Nucleus accumbens menes at være særlig relevant for betingningsprocesser, hvilket bl.a. ses ved at klassisk betingningsprocesser nedsættes såfremt man hæmmer de dopaminerge celler i dette område.

 

Striatale subregioners rolle i reinforcering

Det fremhæves, at det særligt er nucleus accumbens-kernen og ikke ”skallen” der er vigtig i opretholdelsen af den instrumentelle adfærd involveret i anvendelsen af stoffer. Strukturen er særligt involveret i at opretholde den instrumentelle adfærd over tid, selvom stimulus’en forekommer med en vis forsinkelse.

 

Flere forskellige fænomener, såsom potentieringen af den betingede stimulus, kan markere et skift fra, at skallen i nucleus accumbens aktiveres til at kernen gør det. Udvidet læring af vaner inkluderer langsommere læringssekvenser, hvor der ikke længere er så meget fokus på målet i sig selv (stoffets virkning), men i stedet at processen – hvilket kan være en vigtig mekaniske i overgangen fra tidlig anvendelse af stoffer à stofmisbrug à kompulsiv stof-tagning og stof-søgende adfærd, som måske kan hænge sammen med dette skrift i aktivering af nucleus accumbens.

 

Omfanget af hvor meget den instrumentelle adfærd opretholdes hænger sammen med hvor meget kontrol stimulus-respons mekanismerne har, hvilket tyder på, at det det dorsolaterale striatum og dopaminerge projektioner spiller en rolle heri.

 

Det basolaterale amygdala-nucleus accumbens kernesystem

Selektive læsioner af den basolaterale amygdala eller nucleus accumbens kernen forringer tilegnelsen af kokain eller heroin-søgende adfærd. Kernen er dog ikke involveret i instrumenten læring som sådan, da læsions-inducerede deficitter kun er fundet når stof-infusionerne er forsinkede, således at det må menes, at mekanismerne der ligger under stof-tagning er mulige at dissociere fra de mekanismer der er involveret i stof-søgning. Effekten af de selektive læsioner i enten den basolaterale amygdala eller nucleus accumbens kan således menes at reflektere deres interagerende roller.

 

Selektive læsioner af OFC forringer også tilegnelsen af kokain-søgende adfærd, og reaktioner på betinget reinforcering. OFC og amygdala har mange forbindelser til hinanden, såvel som til nucleus accumbens og anterior dorsal striatum.

 

Hippocampus-nucleus accumbens systemet

Hvor amygdala medierer betingning til diskrete betingede stimuli, er hippocampal formationen med til at betinge kontekstuelle og spatiale stimuli, og kan derfor tænkes at ligge til grund for den motivationelle indvirking af kontekstuelle stimuli og stof-søgning.

 

Hippocampus og amygdala kan menes at konkurrere over kontrollen over målrettet adfærd. Læsioner af amygdala resulterer derved i at kontekstuelle cues får øget kontrol, og omvendt at hippocampale læsioner bevirker forøget betingning af diskrete betingede stimuli. Den neurale basis for denne konkurrence mellem associative indflydelser på adfærd er uklar, men kan afhænge af projektioner fra den basolaterale amygdala og hippocampus til nucleus accumbens.

 

De foreslår at hippocampale mekanismer står for den kontekstuelle baggrund, som definerer den morivationelle arousal, hvor ud fra målrettede reaktioner tager form.

 

Det prefrontale eksekutive system

Inaktivering af det dorsomadiale prefrontale cortex forhindrer reaktioner, der er fremkaldt af: stof-cues, kontekst, priming med stoffer eller stress. Det kan derfor menes, at hippocampal, amygdala og mPFC mekanismer alle sammen influerer stof-søgende adfærd, gennem deres konvergente projektioner til nucleus accumbens.

 

Konklusion:

Forfatterne fremfører en hypotese om, at overgangen fra frivillige handlinger, der primært er reguleret af deres konsekvenser, til mere vanemæssige måder at reagere i forhold til stofsøgende adfærd, repræsenterer et neuralt skift fra prefrontal til striatal kontrol over en persons reaktioner, såvel som fra ventrale til mere dorsale striatale subregioner.

 

 

About these ads

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s